153
iblant smilende Engle, Palmer og Himmelske
Harper. Naar Daarligheden bliver Romansk,
maae den male. Den maae forestille en Skiøn¬
hed, enten som en Synderinde, eller som en Hel¬
gen. - - Kom derfor, bered Farverne og
Grunden; mael hende i Luften; Vælg en fast
Skye, og førend den forgaaer, saa mael Cyn¬
thia derpaa; Giør det snart i dette Minut, og
førend hun endnu forandrer sig.
Rufa, hvis spillende Øines Straaler træk¬
ke enhver hoppende Spradebasse til sig, passer li¬
ge saa lidt til den Rufa, som studerer i Locke,
som Saphos Ædelsteene til hendes smndsige Lin¬
net, eller som den Sapho, der gaaer hiemme
indsvøbt i en gammel Salope, til den Sapho,
hvis Pragt drager alles Øine til sig paa en Aften¬
Maskerade. Ligesom de Jnsecter, der om Mor¬
genen begynde deres Liv i Skarnet, og ved So¬
lens Nedgang skinne, brumle og besmitte alle
Ting.
Hvor mild er Silia, hun vil saa nødig for¬
tørne nogen. Hun er den Feilendes Talsmand,
og den Svages Støtte. For hende har Calliste
tilstrækkelig nok beviist sin Uskyldighed, og den
gode Simplicius finder sig altid vel ved hendes
Raad. Hun skiender; raser: og det saa hastig?
Jeg veed vel, hvad J vil sige; Men J giør hen¬
de Uret: Sma drikker ikke, ales Øine kunne
