130
Kone. Dog, det er hendes Kiød og Blod alene,
som er Skyld deri: Hendes Hoved, dette For¬
nuftens ædle Sæde, bliver ubesmittet. - Saa¬
ledes tænker hun i det mindste i Dag. En anden
Gang, naar det falder hende ind, synder hun
med Poeten, alene af Kierlighed til Vittighed.
Og skulde der vel være noget, som ikke engang
havde optændt hendes Hierte, og hendes Jndbild¬
ningskraft? Cæsar, saavel som Heydukken, Her¬
ren, saavel som Tieneren. Ligesom Hennd,
der nyelig opkastede sig til Dictator ved et Giæste¬
bud, som alene kiendte den høie Smag, snart
dadlede Viinen, snart Retterne, og dog hiemme
i sit eget Huus tager til Takke med et Smørre¬
Brød. Saaledes er og Philomede. Hun vil
lære alle Folk at elske med Fornuft og med Smag,
og er dog selv nedrig nok, for at vælge et forag¬
teligt Kreatur til sin Galant.
Flavia er vittig, men alt for klog til at bede.
Det er kuns en Mode, at hun dadler det, som
vi ønske, eller som mangler os. Hun beder ikke
til Gud, men til hendes Stierner, at de ville
skienke hende den store Lykke at leve, siden Skieb¬
nen vil saa have det. Til en anden Tid ønsker hun
sig kuns Døden, denne Sovedrik for Sielen,
Lucreties Dolk, og Rosemundes Giftbægere.
Siig mig dog, hvad kan være Aarsag til denne
Svaghed i Sindet? En Elsker, som er for
