140
munter, naar hun adlyder. Hun, som lader
baade Mode=Narrene og Lykken gaae, hvorhen
de ville, og som ikke agter Tab i Spil; Hun,
som aldrig er fortredelig eller kuurvurren, og
som kan styre sig selv, om og hendes allerskiønneste
Porcellain blev sønderbrudt.
Hos Mandspersonerne finde vi adskillige her¬
skende Passioner. Fruentimret regieres af to,
som deele det heele Kiøn i to Classer. Naar disse
engang ere fastfatte, adlyde de dem tidlig og sildig.
Disse ere, Lyst til at fornøie sig, og Lyst til at
regiere. Hiin giver Naturen selv Anledning til,
og, saa vidt Hensigten deraf er kuns at behage os,
hvorledes kan den da synes at være en Feil? Denne
lære de af Erfaring; thi da de blive undertrykte
af Mandfolkene, saa søge de det sidste, for ikke
ganske at tabe det første.
Og dog maae De troe mig, hvordan det
end gaaer, er Fruentimmeret altid en Art af Mod¬
sigelse. Naar Himmelen giør alt, hvad der er
mueligt, for at pryde sit sidste og beste Verk, giør
den kuns en blødere Mandsperson. Den laaner
af hvert Kiøn noget, for at lyksaliggiøre denne
sin Yndling. Den blander Fruentimmerets Lyst
til Fornøielse med vores Drift til Roe. Den
foreener, tvertimod alle Regler, den Smag, som
de Skiønne finde i smaa Daarligheder, med den
Foragt, som vi vise mod Daarerne selv. Den
