143
son, end den, som han vilde unde sine Penge.
Men tilsidst, Kiere Tilskuer, tænkte jeg ander¬
ledes. Jeg fornam, at Kierlighed ikke er saa blind,
som man siger; den giorde mig i det mindste viis
nok til at finde ganske andre Hensigter i min Fa¬
ders Formaninger. Det er hans Penge, tænk¬
te jeg, og ikke mig, som han elsker. Jeg troe¬
de derfor, at jeg var berettiget til at sørge for
mig selv.
Min Moder, syntes mig, var noget billi¬
gere i hendes Domme om Ægtestanden. Saa
vidt var hun vel enig med min Fader, at en riig
Mand var bedre end en klog Mand, og at en
oplagt Capital i rede Penge, som aarlig formee¬
res, giør mere til et lykkeligt Ægteskab, end tive
Aars Fortienester, samlede i den vigtigste Betie¬
ning; Men hun vilde dog gierne have en Svi¬
ger=Søn, som hun kunde have Ære af: Du
er kommen af got Folk, Coelie, sagde hun,
alle dine Slægtninger paa Mødrene Side vare
Skikkelige Folk af tredie og fierde Classe. Mi¬
ne Forældre havde mange Børn, ellers havde
de vel ikke givet mig til en Kiøbmand. Du
er eneste Datter, og har derfor ikke nødig at
kaste dig bort. Din Fader var en god ærlig
Mand; han har sat os saa vel, at baade du
og jeg har Aarsag til at takke ham, saa længe
vi leve. Men du veed nok, at han havde sit
