145
Denne Medfart af mine Forældre syntes mig
saa meget des haardere, som jeg tilforn havde væ¬
ret vant til megen Frihed. Jkke desmindre gik
deres Død mig virkelig nær til Hierte. Jeg kun¬
de ikke taale, at nogen vilde trøste mig med min
Arv, eller tale om den Frihed, som jeg nu
var kommen i. Vanen havde gjort mig den stør¬
ste Tvang saa nødvendig, at jeg betragtede mig
selv som et raadvildt og forladt Barn. Den rin¬
geste Omstændighed var nok til at erindre mig om
mine kiere Forældre. Naar jeg, f. Ex. ikke kun¬
de blive enig med mig selv, hvorledes jeg den
Dag skulde klæde mig, beklagede jeg med de bit¬
treste Taarer, at jeg maatte savne min Moders
Raad; jeg takkede hende i hendes Grav for hvert
Øresigen jeg havde faaet, og havde gierne taget
flere endnu, dersom jeg kunde have kaldet hende
tilbage igien. Til min Faders Ære og Afmin¬
delse giorde jeg helligen det Løfte hos mig selv,
at ingen af hans Pengeposer eller Obligationer
skulde komme i nogen Øderes Vold. Jeg skul¬
de før, sagde jeg ved mig selv, aldrig gifte mig.
Saa dybt sørgede jeg i otte Dage. Siden lod
jeg mig trøste igien. Det smukke Selskab, som
kom hver Dag til mig i Sørgestnen, hialp meget til
at forslaae Tankerne. Clitander var en af de før¬
ste, som indfandt sig, for at tage Deel i min Sorg.
J de første Dage foragtede jeg alle Prydelser; jeg
