146
klædede mig uden nogen Agtsomhed, og kunde
ikke blive sørgelig nok; men, saasnart saae jeg
ikke Clitander, førend jeg blev undseelig, og øn¬
skede hemmelig hos mig selv, at jeg havde været
bedre klædt. En gammel Jomfrue, som gierne
vilde være ung endnu, havde nyelig klaget over
den slemme Mode, at man skulde sørge saa længe
for sine Venner. Det Sorte, sagde hun, er
en hesselig Farve; Jntet klæder Folk saa ilde,
som Snip og Top. Jeg hørte det første gang
med en fuldkommen Ligegyldighed; men da Cli¬
tander kom ind, og hun begyndte at snakke om
det samme igien, blev jeg saa fortredelig derover,
at jeg troer, at man kunde merke det paa mig.
Clitander kunde selv ikke have ønsket sig en bedre
Leilighed, til at forbinde mig. Han beviste af
mit Exempel, hvor fordeelagtig den sorte Farve
var for de ægte Skiønheder, og dette rørte mig
saa meget, at jeg baade glemte min Sorg og For¬
trydelse. Med faa Ord, hans Samtale giorde
allerede saa megen Virkning paa mig, at jeg, fra
den Dag af, burde have søgt at undgaae ham.
Men, jeg vidste endnu ikke, at et Fruentimmer
kunde paa engang baade elske og foragte en Mands¬
person. Man havde fortalt mig saa meget Ont
om Clitander, at jeg virkelig foragtede ham, og
havde fast besluttet hos mig selv, aldrig at ægte
ham; Derved troede jeg mig sikker nok, og gav
