148.
geligt Væsen er i de flestes Øine alt for stor en
Fortieneste, til at ikke finde mange Misundere.
Det er Fruentimmerets bifald, sagde jeg, som
paafører ham disse Forfølgelser, og maaskee er jeg
selv til deels Skyld deri. Nogle Feil undskyldte
jeg med hans Kiøn, Stand og Tidernes Mode;
De største, haabede jeg, skulde forgaae med Al¬
deren. Jeg troede mig selv stærk nok til at rette
dem. De øvrige fandt jeg at være meget smaa
imod hans Behageligheder, og nogle udøvede
han med en Frækhed og Forfængelighed, som
tiente endog til at giøre ham angenem. Kort,
jeg fandt Clitander behagelig nok til at foredrage
ham for alle mine Friere. Da Hiertet først var
indtaget, søgte jeg forgieves Raad hos Fornuften;
den stod i en hemmelig Forstaaelse med min Fiende.
Jeg burde have merket før, at jeg var for svag
til at modstaae, og at det ikke var Tid mere at
segte, men at flye.
Hvad Fornuften ikke formaaer, kunne Pas¬
sionerne undertiden udrette; men hvilke Passio¬
ner ere stærke nok til at modstaae Kierlighed, og
især de første Jndtryk, som den giør paa et ungt
Fruentimmers Hierte? Ære og Undseelse ere de
største Vaaben, med hvilke Naturen har udru¬
stet os. Jeg havde Følelse nok deraf, for at
kunne maaskee have forandret min Kierlighed til
Had, dersom Clitander havde troet mig nedrig
