151
Mand end min Morfader, hvis Fortienester jeg
dog saa tidt har hørt opregne af min Moder,
førend jeg samtykte hans Begiering. Jngen
skikkelige Folk havde noget mere at sige paa mit
Valg; alle fandt det meget anstændigt, og nogle
misundte mig.
J det første Aar af vores Ægteskab var
vores Skjebne og virkelig misundelig. Tiden
flød hen for mig i lutter Glæde, uden nogen
Afvexling af Kiedsommelighed eller Bekymring.
Dersom denne Lyksalighed, Kiere Tilskuer, som
jeg da nød, kunde have været bestandig, var
der intet Bedragerie saa stort i Verden, som
deres, der lære, at det er ved at opfylde Plig¬
terne, at vi blive lyksalige. Hverken min
Mand eller jeg tænkte noget Øieblik, at vi
vare til for andet end for at fornøie os. Det
var saa langt fra, at vi giorde noget i Hen¬
sigt til andre, eller tænkte paa de selskabelige
Forbindelser, som flyde af Ægtestandens for¬
nuftige Betragtning, at enhver af os i Grun¬
den ikke tænkte uden paa sig selv alene, og
derfor kunde denne Lyksalighed og kuns vare
saa længe, som vores Forbindelse endnu var
for nye til at kunne undvære hinanden. Den
flygtigste Kierlighed maae. dog endog i de for¬
fængeligste Hierter have nogen Tid til at ud¬
brænde; og naar den underholdes ved daglige
