165
for min Persons Skyld. Men denne Kierlig¬
hed varede ikke længe; Jeg merkede snart, at der
vare Ansigter, som behagede ham mere; Men jeg
levede alt for adspredt til at giøre mig nogen Be¬
tænkning derom, saa længe han endnu fandt no¬
gen Fornøielse i mit Selskab, og forsikkrede, at
han kiendte intet Fruentimmer, som bar sig bedre
og havde et behageligere Væsen.
Min Mand havde som Ugift været vant til
alt for frit et Liv til at han længe skulde kunne for¬
nøie sig i den snevre Omkreds af Selskaber, hvor
vi begge kunde komme. Han begyndte at ansee
det for en utaalelig Tvang, at føre altid en Kone
med sig, og ikke komme paa andre Steder, end
saadanne, hvor man, som han sagde, var en
Slave af det, som kaldes Ærbarhed og Anstæn¬
dighed. Hans gamle Bekiendtere giorde ham
med deres foragtelige og bebreidende Taler ofte
skamfuld, endog paa den Tid, da han endnu el¬
skede mig. Vi havde aldrig troet, at Clitander
kunde blive saa kielen, sagde de fleste; J det første
Aar, svarede andre, maae det være ham tilladt, men
ikke længer. Saadant hørte jeg nu ofte af de ar¬
tige Mandspersoner, om hvilke jeg havde troet
tilforn, at de vare skabte alene for at opvarte
Klønnet. Nogle af dem havde gjort sig megen
Umage for at behage mig, saa længe jeg var u¬
gift; De havde priset den Mandsperson lykke¬
