166
lig, hvis Herskerinde jeg vilde være, og nu mer¬
kede jeg først af deres fortroelige Samtaler, at
der i deres Øine ikke var saa ynkværdigt et Krea¬
tur til, som en gift Mand. Tilsidst havde de
saa liden Undseelse for mig, at de sagde det tem¬
melig reent ud. Og naar Ægtestanden efter de¬
res Tanker skulde være taalelig, hvilket var den
største Lykke, som man kunde vente i den Stand,
maatte den i det høieste kuns være en Forbindelse
af fælles Fordeele; Ægtefolk maatte bringe
saa megen Formue tilsammen, at enhver kunde
leve for sig selv, uden nogen Omsorg for Huus
eller Børn; Manden maatte være en Libertiner,
og Konen en Coquette. At gifte sig paa andre
Vilkaar, lagde de til, var at giøre sig selv til
Slave, og at berøve Selskaberne sine Behage¬
ligheder. Min Mand var saa overbeviist, at
de havde Ret deri, at han i Begyndelsen baade
tvang sig selv til at vise sig mere ligegyldig imod
mig, end han virkelig var, og raadede mig til,
at være friere i min Omgang. Baade min egen,
sagde han, og hans Ære udkrævede, at jeg var
lidt Coquette, eller i det mindste lod til at være
det. Man skulde ellers troe, enten at jeg ikke
vidste at leve, eller at han var jaloux. Dette
sagde han paa en Maade, som tilkiendegav, at
hvor stor Ærbødighed han end havde for Modens
Love, var dog hans Passion til mig endnu for
