107
stor til at ønske, at vi vare hinanden saa fuldkom¬
men ligegyldige, som vi efter de rette Grundreg¬
ler af en artig Levemaade burde være.
J seer deraf, at min Mand i nogen Tid
virkelig elskede mig mere, end man skulde have
ventet af en Mandsperson af hans Tænkemaade
og Omgang. Havde jeg vidst det, jeg nu veed,
skulde det maaskee ikke have været mig saa vanske¬
ligt, at bevare denne Kierlighed, og derved at
drage min Mand ud af de fordærvelige Selskaber,
som han tilforn havde søgt, og i hvis Strikker
han paa nye forfaldt. Men jeg var med alle
mine Behageligheder, Vittigheder og Levemaa¬
de alt for taabelig dertil. Der faldt mig vel un¬
dertiden adskillige Tanker og Tvivl ind, naar jeg
hørte eller saae noget, som streed mod den liden
Deel af sund Fornuft, som jeg endnu havde til¬
bage, mod en vis naturlig Uskyldighed, som jeg
havde bevaret, og mod de Grundregler, som
jeg havde hørt af mine gamle Forældre. Men
saa længe min Mand førte mig af et Selskab i et
andet, forsvandt disse Tanker lige saa hastig, som
de faldt mig ind. Jeg regnede det til Fordom¬
me, gammeldags Væsen og Ammestue-Snak.
Saaledes hørte jeg hver Dag, at man kaldede
alt, hvad der streed mod den almindelige Leve¬
maade, indtil Religionen selv, hvori jeg efter
den Underviisning, som jeg havde faaet, ikke
