108
heller var bedre grundet, end at man let kunde faae
mig til at troe, at dens Lærdomme ikke vare vissere,
end de Løfter og Truseler, hvormed mine Foræl¬
dre saa tidt havde bedraget mig i min Barndom.
Af denne uroelige men fortryllende Drøm
vaagnede jeg ikke op, førend jeg befandt mig i
en beklagelig Eensomhed. Min Mand begyndte
med eet at forlade mig. Min Person var bleven
ham ligegyldig, og mit Selskab kiedsommeligt,
eller rettere at sige, han var bleven kied af at see
hver Dag det samme Ansigt, de samme Miner,
og det samme Væsen; thi hverken havde jeg end¬
nu andre personlige Egenskaber, ikke heller var
der andet, som interesserede min Mand; og da
han hverken havde nogen Forretning, som nødte
ham til at være beskieftiget, eller vidste at beskief¬
tige sig selv med andet, end de almindelige Sel¬
skaber; søgte han igien de gamle Forsamlinger,
hvor han i en bestandig Nattesværm fandt den
ædle Frihed igien, som han i nogle Maaneder
havde opofret for min Skyld.
Forlang ikke, at jeg skal beskrive Eder, hvad
jeg følte. Dersom alle taabelige og uerfarne Mø¬
dre og deres forfængelige Døttre prøvede denne
Tilstand, skulde vi maaskee merke en kiendelig
Forandring i Levemaaden og Opdragelsen. Jeg
kan ikke beskrive dem mine Lidelser, men jeg kan
sige dem Aarsagerne dertil; Maaskee nytter det
