170
og Fortrydelse over en Elskers Troeløshed, kunde
opvække i det menneskelige Hierte. Mit Sind
var deelt imellem de Bebreidelser, som jeg giorde
mig selv for min Taabelighed og Lettroenhed, og
Forbittrelse baade over min egen Mand og over
eders hele Kiøn. Saa umueligt som det var,
at kalde den forbigangne Tid tilbage, og giøre det
om igien, som eengang var skeet, saa lidt vidste
jeg noget Raad for det Tilkommende. Jeg var
bundet til min ulykkelige Skiebne med et uopløse¬
ligt Baand. Hvormed skulde jeg igien vinde
min Mand? Er det ikke nok, tænkte jeg, til
at blive elsket, at en Kone er smuk, at hun er
behagelig, at hun veed at leve, at hun har saa
indtagende et Væsen, som min Mand altid har
sagt, at jeg har? Hvilke ere da de Egenskaber,
hvormed man skulde kunne forbinde sig en Mands¬
person? Det eneste Raad, som jeg troede,
at der endnu var tilbage, var Bebreidelser,
Taarer, og at true ham med Hevn og Fortviv¬
lelse. Dette giorde kuns, at han skyede mig
endnu mere; Det forvandlede hans Koldsindig¬
hed til en virkelig Afskye, hvilken han dog skiulte
under en tvungen Høflighed, hvormed han nødte
mig til at tie, og til at giemme min Sorg i et
beklemt Hierte.
For hans egen Roe og den udvortes Velan¬
stændigheds Skyld, lod han intet mangle af alt
