171
det, som kunde tiene til min Opvartning og Beqvem¬
melighed; Men just det forøgede min Kummer.
Jeg havde intet at beskieftige mig med. I Huu¬
set var intet for mig at bestille, og jeg havde
endnu, som min egen Mand undertiden sagde
til mig, for meget af det skinhellige og gammel¬
dags Væsen, til at søge Trøst ved at fare om i
Selskaber uden min Mand. Det var ham
alt for ligegyldigt hvad jeg giorde, til at jeg kunde
søge andre Bekiendtskaber, for at hævne mig.
Tvertimod, jeg skulde maaskee have gjort ham
en Fornøielse, naar jeg derved var bleven roelig,
og havde tilladt ham at leve, som han vilde.
Jeg havde allerede i nogle Maaneder været
frugtsommelig; og saa længe min Mand endnu
ikke havde forandret sin Opførsel, tænkte jeg ikke
paa andet, end paa prægtige Forberedelser til
den Høitidelighed, hvormed jeg vilde ligge i Bar¬
selseng. Min Seng, mine Klæder og mit
Børnetøi var alt saa skiønt, at jeg troede, at
det var Umagen værd derfor alene at have ondt i
40 Uger, og endelig med Smerte at føde et
Barn. Derved, tænkte jeg, skulde jeg endnu
mere forbinde mig min Mand. Saaledes havde
andre snakket for mig, og jeg troede det, end¬
skiønt jeg af min egen Erfarenhed burde have
vidst bedre. Thi naar et Fruentimmer kunde
giøre sig saa letsindige Begreber om at være Mo¬
