172
der, som dem, jeg giorde mig derom, skulde
der da ikke kunne være Mandspersoner til, som
agtede det for mindre, at være Fædre? Saa¬
ledes burde jeg have tænkt; men jeg havde saa
liden Eftertanke, at jeg meente, at finde hos en
flygtig og fordærvet Mandsperson den naturlige
Kierlighed, som jeg endnu ikke følte til mit eget
Barn. Da mine Omstændigheder forandrede
sig, og den falske Grund, paa hvilken jeg havde
bygget al min Glæde, faldt, betragtede jeg
Barselsengen med andre Øine. Jeg ansaae
den kuns som en Grav for de Yndigheder, hvor¬
med jeg havde indtaget min Mand, og forskaffet
mig saa mange Tilbedere, som en Skueplads,
hvor jeg selv maatte indbyde Folk, for at være
Vidne til min Mands Koldsindighed og For¬
agt. Hver en Lidelse blev mig utaalelig.
Jeg ventede ingen anden Løn derfor, end et
par blege og mavre Kinder. Min eneste Trøst
var, at blive løst fra min Byrde, og at jeg
var riig nok til at kunne kaste den siden paa en
Amme eller Barnepige. Undertiden var jeg
saa fortvivlet, at jeg ønskede mig Døden. Min
egen Ulyksalighed, tænkte jeg, skulde da have
en Ende; og om mit Barns Skiebne bekymrede
jeg mig ikke.
Fire Aar gik saaledes hen, uden at jeg
vidste noget Middel, enten til at trøste mig selv,
