17
beklemt, kunde jeg ikke taale dem. Min be¬
ængstede Siel fandt ingen Trøst i alt det Jor¬
diske. Men naar den vilde opløfte sig til det
Usynlige, Evige og Uforgiengelige, fornam
jeg, at hvad jeg i min Ungdom havde lært,
var Ord uden Forstand. Jeg var vant til at
forestille mig det høieste Væsen mere forfærdelig
end naadig, og at betragte Religionen som noget,
der var mere gjort for at skrække Folk, end for
at trøste dem. Som Barn havde jeg hørt saa
mange forunderlige Ting fortælle iblant hinanden,
at jeg ikke vidste, hvad jeg skulde troe. Naar
jeg tænkte tilbage paa Knegt Robert, frygtede
jeg for Dievelen, uden at være nær saa overbeviist
om, at der var en Gud til. Jeg troede med
langt mere Vished, at døde Folk spøgede, end
at Sielene vare udødelige; og jeg havde saa elen¬
dige Begreb om de Godes Salighed, at jeg ikke
ønskede mig den, uden for at ende et bedrøvet Liv
her paa Jorden, og undgaae Helvedes Pine.
Om Bibelen troede jeg, at det var en Bog, som
langt overgik min Forstand, og som ikke kunde
læses uden af lærde Folk. Naar jeg tog nogle
andre gudelige Bøger i Haanden, som jeg i mine
Forældres Huus var vant til at bruge, følte jeg
altid noget af den gamle Skræk, som man havde
indjaget mig, ved at forestille Religionen altid i
en sørgelig Dragt. Jeg fandt dem opfyldte
