179
vidste han ikke andet om min Tilstand, end hvad
han havde hørt af det almindelige Rygte: Han
var for beskeden til at spørge mig derom, og naar
han sagde noget, som allerbest skikkede sig til mine
Omstændigheder, gjorde han det altid paa saadan
en Maade, at jeg ikke kunde tilegne mig det
alene. Jeg sluttede deraf, at han ikke var af
det Slags Geistlige, som min Fader saa tidt
havde beskrevet mig, der i deres Taler stiklede paa
visse Folk, eller af Nysgierrighed eller Herskesyge
blandede sig i Familie=Sager. Den Veninde,
som havde gjort mig bekiendt med ham, foreslog
mig engang, om jeg ikke troede, at han frem¬
for nogen var beqvem til at bringe min Mand paa
bedre Tanker, og om jeg vilde tillade hende, at
tale til ham derom. Af Undseelse og Ømhed
over min Mands Ære vegrede jeg mig længe
for at give mit Samtykke dertil. Endelig troede
jeg, at det var min Pligt, og jeg tillod det;
men hun bragte mig dette Svar tilbage: at hen¬
des Præst troede, at saadan en Mellemhandling
vilde mere skade end gavne: at min Mand vilde
ansee det som en selvtagen Myndighed af ham,
og hade mig, som den, der havde klaget over
ham. Jeg vil søge Leilighed, lagde han til,
at tale med Coelies Mand, og erfate, hvad de
almindelige Forestillinger af Fornuft og Religion
formaae hos ham, uden at indlade mig i hans
