182
Maade, end jeg tilforn havde fordrevet den i de
beste Selskaber; og det søde Haab, at min egen
bedrøvelige Erfarenhed skulde blive mine Børn til
Nytte, og tiene til at bevare dem fra den Ulyksa¬
lighed, som jeg selv havde prøvet, formildede min
Skiebne saaledes, at Eensomheden blev mig ikke
alene taalelig, men og angenem. Min Ulykke
var fornemmelig kommen deraf, at man havde
bekymret sig mere om det Velanstændige, end om
det Nyttige; at man havde agtet nogle daarlige
Moderegler høiere, end Naturens Bud, og
med Flid undertrykt saadanne Tilbøieligheder,
som vare mit Kiøn anstændige, for at give mig
nogle forfængelige Behageligheder, at jeg ingen
høiere Grundregler havde, end Vane og Myndig¬
hed. Disse alene bestemmede alle mine Begreber
baade om Dyd og Velanstændighed; og for at rime
Ting, som ofte vare stridige, tilsammen, maatte
mine Forældre saa tidt modsige sig selv, og derved
svække den vigtigste Grundregel til mit For¬
hold, som var den Tillid, jeg burde have til de¬
res Jndsigt og Kierlighed. For at undgaae disse
Feil, foresatte jeg mig at iagttage følgende Reg¬
ler i mine Børns Opdragelse. Jeg vilde ikke
blot for Velanstændighedens eller Modens Skyld
indskrænke nogen anstændig Tilbøielighed, aller¬
mindst saadanne, som havde nogen Forbindelse med
deres Kiøns Pligter. Jeg gav mine Døttre Tilla¬
