181
Det er rart, at man kommer i et Selskab,
hvor der ikke findes nogle Personer, som ere be¬
hæftede med denne Lande=Syge. Fra vore Mo¬
denarrer og Petitmaitres af indtil gamle Skri¬
vere og Domestiker er der ingen, som jo indbilder
sig, at de besidde noget, som giør dem langt me¬
re beqvemme til Statens Tieneste, end alle Bø¬
ger og Videnskaber. Af disse, sige vore unge
Herrer, lærer man ikke at kiende Verden. - -
Det var meget; Den hele Historie, og alt, hvad
de største Genier i saa mange Aarhundrede have
tænkt og skrevet, skulde ikke lære os at kiende
Verden? og hvor, mine smukke Herrer, skulde
vi da lære det? Hos Haarskiærerne, Danseme¬
sterne, ved Spillebordene, i de store Selskaber,
hvis første Grundregel er at forstille sig, og
den anden, aldrig at tale uden om ligegyldige
Ting, er det der, at man lærer at kiende Men¬
nesket saaledes, som det er af Naturen, dets ad¬
skillige Tænkemaader og Tilbøieligheder, er det
der, at man lærer at prøve en Sandhed, at døm¬
me i en vanskelig Trætte, at give gode Love? -
Jngenlunde, svarer strax en Skriver; Opdra¬
gelse og Selskab hielper lige saa lidet som Bøger;
Det er Praxis, som giør Folk til gode Embeds¬
mænd - - Praxis, dette Ord hørte jeg længe,
uden at forstaae det. Jeg troede først, at det
var det samme, som Erfarenhed, og havde der¬
