188
for megen Ærbødighed for saadanne Folk, som
beraabte sig paa deres Praxis. Det er Folk, tænk¬
te jeg, som, foruden de almindelige Grunde af
Videnskaberne, vide af særdeles Erfaringer at
bevise, hvad de sige; som kiende Landets og Stæ¬
dernes besynderlige Tilstand; som have givet Agt
paa Handlingernes og Lovenes Følger, og kunde
anføre en tilstrækkelig Grund, hvorfor man i et
eller andet Tilfælde bør vige fra de almindelige
Regler, for at komme Øiemerket endnu nærmere.
Disse Folk, tænkte jeg, vide ikke alene det sam¬
me, som man kan lære af Videnskaberne, men
de vide og mere; De vide, at forbinde Grunde
med Erfaringer, og at bruge de Lærdes Grund¬
regler, uden at lade sig indtage af deres Fordom¬
me. Men jeg blev ikke længe i denne Vildfarelse.
Jeg lærte saart, at en Practicus er i borgerlige
Forretninger det samme, som en Qvaksalver i Læ¬
gekonsten, Folk, som med alle deres Erfaringer
kiende lige saa lidt til Menneskets moralske Be¬
skaffenhed og Statens Bygning, som Qvaksal¬
verne kiende til Structuren af det menneskelige
Legeme. Og ligesom disse curere Folk med stiaal¬
ne Recepter, hvortil de ikke vide anden Grund,
end at det er probarum, saa have og vore ulærde
Skrivere til Lykke lært saa meget Latin, at de kun¬
ne sige: Det er Praxis; det er at sige: Saale¬
des have andre gjort for os, og saaledes giøre vi
