199
disse Samtaler indpræntede jeg dem Grund-Saud¬
hederne af Religionen og Sædelæren, førend de
endnu havde lært en Tøddel uden ad. Min egen
bedrøvelige Erfarenhed lærte mig at vælge denne
Methode. Jeg kunde uden Skræk ikke tænke
paa min Forberedelse til den helligste Forretning,
og jeg havde besluttet, før at lade dem blive reent
uvidende, end at tillade dem, at drive Spøg
med saa værdige Ting, og at betragte den høieste
Handling i Religionen som en forfængelig Cere¬
monie. Jeg behøvede kuns at give dem Anled¬
ning, for at faae dem til at giøre mig mange
Spørgsmaale, hvorved de selv forlangte Under¬
viisning; Og som de paa denne Maade lærte best
at fatte Sandhederne, saa lærte de og tillige at
udøve dem. Deres Spørgsmaale satte en Be¬
gierlighed forud, til at underrettes, og denne
Begierlighed blev gemeenlig opvakt ved noget,
som rørte dem. Skabningens, Forsynets og
Forsoningens utallige Velgierninger vare de sæd¬
vanlige Anledninger til vore Samtaler. Deres
kierlighedsfulde Taknemmelighed eller Fortrydelse,
som de ved mange smaa Leiligheder viiste mod
mig, var som en Himmelstige, paa hvilken jeg
førte dem høiere op til at elske det Væsen, som
er den første Aarsag til alt Godt, og som har
sagt, at han ikke vilde forglemme os, om og en
Moder kunde forglemme sit diende Barn. En
