201
samme Lyksalighed, som jeg nød selv, og som
jeg var vis paa, at han ikke fandt der, hvor
han søgte den. Før havde jeg misundt ham,
nu ynkede jeg ham; thi i de faa Øieblik, som
han undertiden forundte mig, merkede jeg af en
bestandig Uroelighed og Adspredelse i Tankerne,
at hans Lyksalighed bestod kuns i et døvende Bul¬
der, hvormed han til visse Tider undertrykte For¬
nuften og Samvittigheden, for til andre Tider
at føle des heftigere deres Bebreidelser. Hvor
øm var ikke min Medlidenhed, da jeg merkede,
at saadan en indvortes Uroelighed var nu den
største Aarsag, hvorfor han forlod mig? Han
begyndte virkelig at finde Fornøielse i sit Huus,
fordi han hørte ikke der mere noget bebreidende
Ord, men blev altid modtagen baade af mig og
af hans Børn med Glæde og Kierlighed. Det
gik ham ligesom de Folk, der ere opfødte i de store
Stæder. Landmandens stille Glæde indtager
dem for en kort Tid; men det varer ikke længe,
førend de blive keede deraf. Naar man er kom¬
men saa dybt ind i Forfængeligheds Strikker, er
Fornuft og Religion, og desverre min Mand
havde kuns lidt af begge Deele, for svage til at
udrede os; Forsynet maae ved en besynderlig Fø¬
relse rykke os løs deraf. Dette skeede, og jeg
har Aarsag til at takke Forsynet derfor, endskiønt
det betiente sig af saadanne Midler, som giorde
