202
vores Vilkaar udvortes meget slette. Min Mand
mistede ved Bedragerie en stor Sum, og Bedra¬
geren var en af de Venner, uden hvis Selskab
han ikke kunde leve fornøiet. Han udfordrede
ham i Overilelse, og blev saaret. J denne Til¬
stand bragte man ham til mig. Jeg begegnede
ham i hans Sygdom saaledes, at han af Kier¬
lighed og Undseelse skiulte længe Aarsagen til
hans Ulykke for mig. Han troede, som han
siden sagde, at det var umuelig, at min Kierlig¬
hed kunde gaae saa vidt, at tilgive ham. Det
kostede mig derfor megen Umage, inden jeg fik
ham til at tilstaae Aarsagen til hans Græmmelse;
og den uventede Sinds-Forfatning, med hvilken
jeg modtog en Tidende, som efter hans Tanke
burde have bragt mig til den yderste Forbittrelse,
rørte ham saa meget, at han med en stor Eed
forsikkrede, at han aldrig i sin Livstid havde følt
det, som han følte i det Øieblik; at han elskede
mig høiere nu, end da han var allermest forelsket
i min Person, og indtaget af min Rigdom.
Han vilde herefter, sagde han, opofre alle de
Selskaber og Forbindelser, som tilforn havde be¬
røvet ham langt sandere Fornøielser, hvilke han
nu først vidste at skiønne paa. Dette Løfte var
hverken falskt eller forstilt; det var Hiertet, som
talede. Men hvor meget min Opførsel havde
rørt ham, troede jeg dog ikke, at jeg derved alene
