205
forgieves søge uden for dem, at agte Natur høiere
end Mode, og at ansee Nøisomhed og en dydig
Beskieftigelse for et større Gode, end Rigdom og
Beqvemmelighed. Jeg var ung, skiøn, riig,
behagelig, elsket og yndet, uden at være lyksa¬
lig; og jeg blev det ikke, førend jeg havde tabt
alt det, som man i den almindelige Opdragelse og
Omgang lærer os at agte saa høit. J en for¬
nuftig Eftertanke og i Opfyldelsen af mit Kiøns
Pligter, i mig selv, i mit Huus og i mine Børn
fandt jeg den Glæde, som jeg forgieves havde
søgt i Tankernes Adspredelse og Pligternes For¬
sømmelse. Min største Glæde er nu, at jeg
har Aarsag til at haabe, at mine Børn skulde
endnu blive langt lykkeligere, end jeg. Den
Kundskab, som hos deres Forældre er Virknin¬
gen af en bedrøvelig Erfarenhed, skal vogte dem
for at begaae mange Feil. Jeg undseer mig der¬
for ikke heller ved at fortælle dem mine egne For¬
seelser, og jeg bier ikke, indtil de enten have
hørt det af andre, eller ere selv nær ved at begaae
de samme Feil; thi da er det gemeenlig for sildig.
Troer J, at min Historie kunde gavne flere end
dem, da maae J gjerne fortælle den. Jeg har,
desverre! alt for mange Lige i mit eget, og min
Mand alt for mange i Eders Kiøn, til at man
saa let skulde giette, hvem vi vare. Og hvorfor
skulde vi skamme os ved at bekiende de Feil, som
