214
altid agtbare, endog naar han ikke kan tvinges
til at opfylde dem. Har en Præst ikke nødig
at læse eller huske saa meget, som de Lærde,
der synes at underholdes af Publicum, ikke saa
meget for at bruge Videnskaberne og tænke selv,
som for at opregne alt, hvad andre have sagt;
saa behøver han en anden Gave, som er nok
saa vigtig, at skiønne hvad der er nyttigt, og
at kunne giøre saadanne Sandheder fattelige.
Saa meget udkræver alene den billige Omsorg
for hans Meenighed; og i et Land, legge de
til, hvor det er den geistlige Stand alene, som
skal understøtte Videnskaberne, udfordrer den
sande Patriotisme endnu meer af en Præst.
Hvem skal vedligeholde den Agtelse for Kund¬
skaben, som alene adskiller et poleret Folk fra
Barbarer? Hvem skal dyrke Sproget, og
bringe det dertil, at de Sandheder, som bør
vides af mange, siges paa et Sprog, som alle
forstaae: Hvem skal lære os engang at kiende
vort eget Land? Ere det nogle faa Lærde af
Profession, som ikke findes uden i en eneste
Bye, og som undertiden troe, at saadanne Ar¬
beider vare for ringe for Folk, der bør skrive
for det hele menneskelige Kiøn? Er det nogle
verdslige Betientere, som hverken have lært at
tænke eller at skrive, og hvis Kundskab ikke stræk¬
ker sig videre, end til Processens Maade?
