217
i at erkyndige sig om Tilstanden af de Natio¬
ner, hvis Historie han har beskrevet, mødte
engang ved Bredden af Styrfloden een af vore
allernyeste Historieskrivere. Man bruger i de
Dødes Rige ikke mange Complimenter, og de
elskede begge desuden saa meget Korthed i Stilen,
at det varede ikke længe, førend de lærte at kiende
hinanden, og begyndte at tale om Ting, som
interesserede dem. Jeg har længe ønsket, sagde
Tacitus, at finde en Geist, som havde gjort
sig fornuftige Betragtninger over den nyeste Til¬
stand af Jorden. De fleste lærde Siele, som
jeg endnu har seet, kiende alle Rom bedre end
deres Fædreneland. De vide at fortælle mig
mange Ting om mine Landsmænd, som jeg enten
har glemt eller maaskee aldrig vidste, fordi jeg
ikke holdt dem værd at vide. Naar jeg derimod
spurgte dem om Tilstanden af Germanien og Cim¬
brien, om disse Lande, hvilke deres Siele for
saa Øieblikke siden forlode, strakte deres Kund¬
skab sig ikke meget videre end til det Gamle, og
af dette fortalte de mig med mange Omsvøb kuns
lidt mere end jeg vidste selv. Sielden svarede
de mig paa det, som jeg spurgte dem om. De¬
førte mig altid fra det, som jeg holdt for Hoved¬
sagen, og dræbte mig med saa megen Sladder,
at jeg er bleven bange for at spørge dem mere om
noget, og ønskede de fleste Gange kuns, at de
