218
vilde tie. Jeg har altid elsket Korthed i Talen,
og i Historien ikke bekymret mig om Bagateller.
Naar det kommer an paa at undersøge Oprindel¬
sen til disse Navne af Germaner, Chaucer, Che¬
ruscer, hvor tidt de have flyttet fra et Sted til
et andet, om Ulysses har været i Tydskland o. s. v.
tænker jeg endnu ligesom da jeg levede. Jeg
har hverren Lyst til at undersøge eller igien¬
drive saadanne Meninger; Enhver maae
for mig troe baade saa meget og saa ldt der¬
af, som han vil. Hele Æoner skulde ellers
ikke forslaae til at opregne alt, hvad der er skeet
i Verden, siden jeg døde. Jeg ønsker kuns at vide,
hvor meget de Folk, som boe endnu i disse Lande,
have beholdt af den Caracter, som jeg fandt hos
deres Forfædre. Vil J tillade mig, at giøre
Eder nogle Spørgsmaale, og love, at J altid
i Eders Svar vil blive ved Hovedsagen? Den
Fremmede lovede at giøre, hvad han forlangte,
og Romeren begyndte at tilspørge ham.
Tacitus. Er Sproget endnu lige saa haardt,
som det var i min Tid? Disse stridbare Folk el¬
skede saa meget de stærke og grove Toner, at
de holdte Skioldene for deres Munde, for
at Lyden kunde slaae tilbage igien, og opfylde
Luften med et stort Gienskrald.
Den Fremmede. Teutonernes Sprog er
temmelig haardt; men de have i de seneste Ti¬
