222
Fyrster og Grever. Fyrsterne holdte det for
deres største Roes, at ikke lade sig overvinde
af nogen i Dyd, og Folket ansaae det for den
høieste Ære at ligne dem. Enhver var villig
til at opofre sig for sin Herre; men de toge
alle, indtil den ringeste Soldat, Deel i hans
Ære og Seier. De, som ved deres Fortiene¬
ster og Velgierninger havde forskaffet sig mange
Tilhængere og en almindelig Yndest, kaldtes
Grever. Alle nyttige Stænder vare agtede,
men fornemmelig Lærestanden og Krigsstan¬
den. Geistligheden nød megen Anseelse, uden
at misbruge den. Den lærte Folket at dyrke
en Gud og at øve Dyden. Man havde stor
Ærbødighed for Digtere og Historie=Skrivere,
og den ringeste Soldat blev agtet høit af hans
Medborgere. Alle, indtil den gemeene Mand,
havde saa megen Følelse af Æren, at det ikke var
tilladt at slaae nogen uden foregaaende Dom.
En Kaarde var det første Ærestegn; Denne
tog ingen af sig selv; Det var i de offentlige
Forsamlinger, at man dømte de unge Folk
værdige til at bære den; Og naar en Fyrste
vilde belønne en Mand for en stor Handling, var
det nok, at han gav ham en Hest eller et Skiold.
Saa stor Magt havde Æren over dette Folk, at
den ringeste Ting havde en uendelig Værdie,
saasnart de holdte den for at være et Tegn paa
