225
dertvang. Men om den sande Ære var tabt
i hele Verden, kan jeg dog ikke troe, at den
skulde være uddød i den lille Bugt af Germanien,
hvor Cimbrerne boede; Dette lille Land, som
i min Tid var saa stort af Ære, og hvis Søe¬
bredde vrimlede af virksomme Folk, der er
man vel alt for beskieftiget til at rumme saa megen
Forfængelighed?
Den Fremmede. Efter Anseelse er der in¬
gen Last, som disse Folk skye mere, end Forfæn¬
gelighed. Deres Nidkierhed gaaer ofte saa vidt,
at de af Frygt for at blive forfængelige, for¬
følge Vittigheden selv, og stække Vingerne paa
deres Forfattere, for at de ikke skulle flyve for
høit; Men saa meget som de hade Overdaadig¬
hed i Konst=Stykker og Skrifter, i Tanker, Ud¬
tryk, Malerier, Bygninger o. s. v., saa meget
elske de den i Klæder, Boeskab, Anretninger,
Titler og Ceremonier. Efter det almindelige
Mundheld lader det vel, som den halve Deel af
Nationen var endnu ganske ufordærvet. I det
mindste ville Mændene selv have Ord derfor.
Det er Fruentimret, siger man, som forfører
dem til Rangsyge, Pragt og Overdaadighed,
og dette mægtige Kiøn har jo hersket til alle Ti¬
der, endog over Heltene selv? Men dersom det
er sandt, hvad Mandfolkene foregive, at Kiøn¬
