242
man, og for heftig imod visse Feil. Han er for
haard imod vore Lærde, vore adelige Borgere,
vore Rangspersoner og Skikkelige Folk. Sel¬
skabet meener vel ikke, at han har Uret; Det
troer tvertimod, at hans Klagemaal ere grundede,
og at de Feil, som han bemerker i Læremaaden
og Sæderne, have alt for skadelige Følger til at
kunne betragtes med Koldsindighed eller Ligegyl¬
dighed; Spørgsmaalet er kuns, om han udretter
noget dermed, om han ikke skader sig selv, og
giør mange misfornøiede uden at forvedre nogen?
Saa almindelige og dybt indgroede Feil ere stær¬
kere end al Censur. Den opirrer kuns Hoben
til at skrige des heftigere; og lad være, at de
Fornuftige bifalde ham, de fleste giøre det hem¬
meligt, og nogle lade sig endog henrive af Strøm¬
men baade til at sige og giøre andet end de meene.
Vi ere alle enige i at rose hans Nidkierhed, saa
længe vi troe, at den kunde gavne; men at udryd¬
de saa dybt indgroede Feil, er i vore Tanker ikke
Skribenternes, men Lovgivernes og Tugtemester¬
nes Sag, og disse maae endda, som J siger i
et af de sidste Blade, lade dem nøie med at
arbeide for den tilkommende Slægt.
Saa heftig som Tilskueren er mod visse
Slags Folk, saa partisk, synes nogle, at han
er for andre. Borgerstanden troer, at han giør
for meget af Adelen; De verdslige Betientere
