240
Hvor Newton, som et Barn, beundrer taus og
dum
En Lov, trods den, han skrev for Jordens Trippel¬
Belte,
Der, hvor det Store Alt omfavner ene Alt
Paa eengang, uden al Begyndelse og Ende,
Mens Engle ære ham, og Dievle blive qvalt,
Udi en Evighed, som Støvet ei kan kiende.
Der var min Skueplads. Min Leder førte mig
Langt op ad til et Slot, hvis Bygning uden Hænder,
Som Bygningsmanden selv er plat uendelig,
Og ingen Ordens-Regl af alle tre erkiender.
Mit Øie stirrede. Jeg saae, jeg veed ei hvad;
Thi hvad begribe Mænd i reene Aanders Egne?
Jeg saae en Herlighed, som af den store Stad,
Hvis Vartegn er et Segl af Guddom allevegne.
Jeg saae en Throne sat, hvor Engle knælede,
Men ingen Dødel tør komme nær til Thronen,
Jeg saae et lidet Glimt af den Almægtige,
Men blev forblindet ved den Majestæt af Kronen.
Nei, Skaber, sagde jeg, din Glands er alt for klar,
Ei Seraphiner selv kan see dig; meget mindre
En Siel, som ei endnu sit Støv afrystet har.
For Svage svage Lys og mindre Blus bør tindre.
Min Troe beskue dig; men lad mit Øie see,
Om jeg for Tiden her en Naade tør begiere,
