250
Som Eegen, der faaer Lov at groe og breede sig,
Urørt af Øxens Egg, er Skovens største Ære:
Saa seer du Christian, trods Alderdom og Krig,
Sit gamle Hoved høit med Majestæt at bære.
Af tredsindstive Aar du seer en Myndighed,
Som indgroer uformerkt i store Heltes Øie,
Der have selv Forstand i Krig saavelsom Fred,
Og ikke har Behov for andres Raad at bøie.
Dog var hans Myndighed kun som et Skygge¬
verk
Mod den, som Sønnen fik, da Folket, som forstode,
At udeelt Majestæt mod deelt er dobbelt stærk,
Ugrændset Konge-Magt Kong Frederik betroede.
Erkiendtlig mod den Gud, der gjorde alting vel,
Og bød Ulykken selv at giøre Landes Lykke,
Det store Tidehverv forlyster end hans Siel,
Der aldrig glemme kan det Forsyns Mesterstykke.
See hist Lovgiveren, hvor tankefuld han er,
Ret som han vilde selv omstøbe sine Love,
Det store Verk, der gaaer Fuldkommenhed saa nær,
At Fredrik ene kan og tør Forbedring vove.
