252
Der tog jeg Ordet fra min Tolk, og bad ham om,
At see i Skiebnens Bog mit Tvilling=Riges Lykke,
For dette Nu, som er, og for den Tid, som kom,
At paa en trofast Grund man Haabet kunde bygge.
Viid, fik jeg da til Svar, at jeg har ikke Lov
At vise hvert et Led i Eders Kongers Kiede:
Det er en Videnskab, du ikke har Behov,
Som udi Stilhed bør Guds skiulte Raad tilbede.
Saa meget har jeg Magt at sige dig: at Han,
Den store Frederik, der styrer nu Jer Norden,
Ei mindre æres her end i Sit eget Land,
Ei mere i Sit Land, end over hele Jorden.
Du frygter, naar du seer, at Han i sytten Aar
Har gjort, hvad andre ei en Alder kan udrette,
At Evighedens Maal Hans Helte-Skridt snart
naaer,
Hvis Siel Fuldkommenhed paa Jorden ei kan mætte.
Saa tænker Himlen ei. Det er besluttet her,
At Kongen ikke maae hensamles til Hans Fædre,
Før til den Høide hist Hans Rige drevet er,
At ingen ønske tør og tænke kan et bedre.
Da, naar Hans Kiøvenhavn, som London og
Paris,
Europas Handelmænd engang kan give Love,
Naar Eders Banco kan med Hollands holde Priis,
Og Hamborg synes selv mod Kiøbenhavn at sove.
