25
leren nedbryder tilsidst alt, hvad de andre opbyg¬
ge, indtil at døve ved falske Fornuftslutnin¬
ger Naturens allerklareste Stemme.
Saa sædvanligt som det er i Sædelæren,
at bryde det naturlige Baand, som der er imel¬
lem Hensigterne og Handlingerne, saa almin¬
deligt er det og at adskille de bevægende Grun¬
de, uden hvis Forbindelse ingen sande og retskaf¬
ne Dyder kunne øves. Den store Hob af Sæ¬
delærere, og de, som prale allermeest af deres
Grundighed og af Bevisernes Styrke, tage alle
Motiver til Pligterne alene af dem selv. Nogle
kiende saa lidt til Kierligheds Lov, at de ere
færdige til at nægte Forbindtligheden af de sel¬
skabelige Drifter; og hvor faa ere der ikke, som
indsee Fornødenheden af et høiere Væsens Er¬
kiendelse til at giøre Dyden fuldkommen. Det
blev uendeligt, at opregne alle de Afveie, hvortil
disse afbrudte Begreber forlede Menneskene. En
Stolker lærer at øve Dyden af Nød, en Epi¬
kureer af Vellyst. Efter dennes Begreb maae
en viis Mand forlade Selskabet, foragte Æren,
og kuns bekymre sig om sig selv, naar hiin der¬
imod giør Rygtet til sin Afgud, og undertrykker
den naturlige Egenkierlighed selv, for at giøre
Mennesket til en Slave af andres Domme. De,
bevægende Grunde, som flyde af en nøiere Kund¬
skab om et Væsen, som bestyrer Verden efter
