258
Love, der ikke ere grundede i et Kreaturs Egen¬
nytte, men i det almindelige Beste, som seer
ikke paa Gierningen alene, men paa Hiertet
og Hensigterne, hvis Herskab alle fornuftige
Væsener ere undergivne, af hvilket de have baade
Kræfter og Leilighed til at giøre det Gode, og
uden hvis medvirkende Naade de ikke kunde
vente at opnaae det Lyksaligheds Maal, til
hvilket de sigte; Disse bevægende Grunde, uden
hvilke alle menneskelige Dyder ikke alene ere uree¬
ne, men og bunde Handlinger, fordi de komme
af en fordærvet Grund, og ingen Forsikring have
om et lykkeligt Udfald, hvor lidt bruger man dem
i den Philosophiske Sædelære? Det er got, om
man ikke holder dem ganske unødvendige; J
Statskonsten og Lovkyndigheden har man i det
mindste længe troet, at de kunne undværes, og
vore Christne Philosopher ere blevne saa meget
klogere end de Hedenske, hvilke troede, at ingen
Stat kunde bestaae uden Religion.
J den Christelige Sædelære selv treffer man
sielden saa fuldkommen en Forbindelse mellem
Grund-Sandhederne, som den, hvilken vi finde
i vor store Mesters korte Bierg=Prædiken. Nogle
giøre saa meget af den udvortes Bekiendelse, at
de glemme Hiertet. Andre lære en indvortes
Dyrkelse, som er uden Virksomhed og Opbyg¬
gelse. Snart tilskriver man Mennesket selv alt
