260
klarer den, som Skaberen selv skrev i vore
Hierter.
Den indvortes Dyrkelse, Kundskab, Sam¬
tykke, Troe, gode Hensigter og Forsætter ere
efter Jesu Lære ikke nok. Han er ikke, som de
fleste verdslige Viise, kommen for at føre Men¬
neskene til Betragtning alene, og til en ørkesløs
Grublen. Han vil, at hans Discipler skulle
ikke leve for dem selv alene. De skulle, siger
han, være Jordens Salt og Verdens Lys.
Lader Eders Lys skinne for Menneskene,
men ikke for at nyde selv en forfængelig Roes, at
opvække andre til at ære den Gud, som giver
baade Kundskab, Villie og Kræfter til at udrette
det Gode, at de see Eders gode Gierninger,
og prise Eders Fader - - Det Evangelium,
som Jesuis prædikede, ophævede vel den Ceremo¬
nialske Lov, og den Jødiske Gudstieneste, som
var et Forbillede paa hans Tilkommelse; men
den Moralske, den Naturlige, den, som er
skrevet i Menneskets Hierte, og som er grundet
i Skaberens evige Viisdom, af den er det
mindste Bud mere uryggeligt og uforgiengeligt
end den hele synlige Verden; Jndtil Himme¬
len og Forden forgaae, skal ikke den mindste
Toddel forgaae af Loven - -. For at op¬
fylde denne Lov, kom Jesus til Verden, men
ikke for at prædike et Evangelium, som skulde
