263
nærmelser, at kræve Lige for Lige, Øie for Øie,
Tand for Tand, kan lige saa lidt være en al¬
mindelig Regel i den fornuftige som i den Chri¬
ftelige Sædelære. Det Tab, som vi selv have gjort
ved andres Fornærmelser, oprettes ikke altid ved
den Skade, som vi tilføie dem. Der er, som
oftest, alt for megen Ulighed i Menneskenes
Vilkaar, til at finde billighed i at kræve Lige¬
for Lige. Andres Vankundighed, Skrøbe¬
lighed og Trang formindsker ofte deres Feil.
Lovgiverne og Dommerne kunne ikke altid iagt¬
tage denne Forskiel; deres Pligt tillader dem ikke
heller at bortgive andres Ret, og det, som til¬
kommer det Almindelige. Men naar der hand¬
les om vor egen Sag, er det i det mindste deres
Pligt, som Gud har givet mere Viisdom og For¬
mue end andre, at ikke hevne de Fornærmelser,
som komme af Vankundighed eller Trang, og
at ei kræve den yderste Skierv af sin fattige
Næste. Klogskab selv lærer os, at vi ofte
overvinde det Onde bedre ved at taale det, end
ved at modstaae det. En ædelmodig Tilgivelse
har ofte gjort Fiender til Venner. Men Jesu
Sædelære gaaer endnu høiere end til Klogskabs
egennyttige Maximer. Han vil, at vi og skulde
elske vore Fiender. Hvor høi end denne Lær¬
dom er, er den dog ikke ganske ubekiendt for For¬
nuften. Noget deraf kan bevises endog af den
