264
Sædelære, som er bygt paa egen Fuldkommen¬
hed og dette Livs Hensigter alene. Een Feil
er ikke nok til at hade det hele Menneske, aller¬
helst da Sæden til disse Feil, som andre begaae
imod os, findes hos os selv. Vi see ofte Skie¬
ven i vor Broders Øie, og merke ikke Biel¬
ken i vort eget. Det Væsentlige i Mennesket,
den Natur, som andre have tilfælles med os,
bliver altid i sig selv en Fuldkommenhed, som,
nogle Skrøbeligheder uagtet, fortiener vores Ag¬
telse. Had er en af de ubehagelige Passioner,
som forvilde Fornuften og foruroelige Sin¬
det; en Passion, hvorved vi kuns forøge vo¬
res Ulyksalighed, uden at giøre noget derved til
at afværge eller udslette den Fornærmelse, som
vi kunde lide af andre. Ved Vrede og For¬
bittrelse glæde vi vore Fiender, i stedet for at
hevne os over dem. Saa vidt kan Fornuften
endog af egennyttige Grunde og timelige Hensig¬
ter alene billige den Regel, at vi skulle elske vore
Fiender. Men at elske dem, indtil at velsigne
dem, giøre dem got, vede for dem; det er
uden Tvivl meer end vi kunde forlange af en
Sædelære, som er bygt enten paa Handlingernes
naturlige Følger, i Henseende til os selv, eller
paa en Stoisk Forelskelse i den almindelige Fuld¬
kommenhed. Saa høi en Lære kan ikke forklares
uden af vore Pligter mod et høiere Væsen, som
