208
ligt og beqvemmeligt Liv, for at tiene Staten;
Helten, som døer for Fædrenelandet, finder jo her
i Livet ingen sand Belønning for det, som han op¬
ofrer? Den sildige Roes, som han nyder engang
efter Døden, skulde den kunde opveie mod det
Had og den Forfølgelse, som han udstod, medens
han levede? Saaledes kan Jndbildningen alene
komme den Stolte til at tænke for nogle faa Øie¬
blik; og dersom da det borgerlige Selskabs Beste
kan udkræve undertiden Opofrelser, som Menne¬
skene ikke kunne belønne, skulde da Guds store
Riges Beste, de fornuftige Væseners evige Lyk¬
salighed ikke kunne udkræve undertiden, at man
opofrede derfor et kort og ringe Livs allerhøieste
Fordeele, For at blive værdige Borgere af Guds
Rige, maae dette Livs Lyksalighed ikke være vo¬
res høieste Maal, ikke den første bevægende Grund
til vore Handlinger. Vores høieste Attraae maae
ikke være til en Skat, som Møl eller Rust kan
fortære. Af saadan en Attraae udspirede aldrig
nogen ædel Gierning, og Æren alene er kuns en
forblindende Dunst. Den sunde Fornuft selv
skulde fordømme vore beste Foretagender, dersom
vi ikke bygge dem paa Tillid til den Viisdom, som
opholder Verden, og som bestyrer de utallige Hæn¬
delser, hvoraf den mindste var mægtig nok til at
tilintetgiøre de klogeste Anslag. Lad os giøre
Egennytte alene til vort Maal, lad os bevise
