209
Pligternes Forbindelse med vore timelige Forde¬
le: Mon Erfarenhed ikke hver Dag omstøder alle
disse Beviis? Nyder den Dydige altid den Lyk¬
salighed, som vore Sædelærere sige at være saa
naturlig en Følge af hans Handlinger? Hvad skal
da bevæge ham til at fortsætte disse Handlinger,
dersom han intet høiere Gode har i Vente? Føl¬
gerne af vore Handlinger ere i de enkelte Tilfælde
saa uvisse, at man kuns bedrager Menneskene,
dersom man lover dem en Belønning for Dyden,
uden tillige at forsikre dem om Forsynets Medvirk¬
ning. Uden denne Forsikring kunde alle Leve¬
Regler lige saa lidt forvisse os om en sand og
vedvarende Lyksalighed, som vi ved al vor Om¬
sorg kunde legge en Alen til vor Vext; Vi
forøge kuns daglig vore Bekymringer, uden no¬
gen Tid at kunde stille os tilfreds. Naar vi og
i Dag nød alt, hvad vi ønskede, kunde en Hæn¬
delse forspilde det i Morgen, og denne Tanke
var nok til at berøve os Nydelsen deraf. Den
mindste Udsigt i det Tilkommende skulde forstyrre
al vor nærværende Lyksalighed, og Glædens
Soel skulde aldrig saaledes kunde opklare nogen
Dag af vort Liv, at vi jo skulde skrækkes for den
mindste Skye. Bygge vi derimod vort Haab
alene paa det Væsen, som opholder Verden,
hvor sikker er da ikke vor Lyksalighed? Han,
som uden vor Omsorg har givet os Livet, skulde
