270
han ikke vide, hvad der behøves til at opholde
det, skulde han ikke have sørget derfor. Er
Livet ikke meget mere end Maden, og Lege¬
met mere end Klæderne? Han, som føder
Himmelens Fugle, endskiønt de hverken
saae eller høste, og uden hvis Vilie ingen
Spurre falder til Jorden, skulde hans For¬
syns Øie ikke meget mere vaage over de fornuftige
Skabninger? Han, som klæder saa prægtigt
det Græs paa Marken, der kuns er skabt
for at blomstre nogle faa Dage, hvor meget
større Omsorg maae han bære for tænkende Væ¬
sener, som ere skabte til Udødelighed? Men skul¬
de disse Væsener, som han har givet saa store Ev¬
ner fremfor andre Skabninger, være uvirksomme?
Nei, de skulde bruge deres store Kræfter, men
til at opfylde høiere Hensigter end dem, som de
have tilfælles med Dyrene og Planterne, til at
søge ikke en sandselig og forgiengelig Egennytte
alene, men Guds Riges almindelige Beste. J
denne Orden alene kunde de være forsikrede om
Forsynets Medvirkning, til at befordre deres egen
Lyksalighed. Adsporger først Guds Rige og
hans Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting
tillegges Eder. Saaledes forbinder Jesu Sæ¬
delære de to høieste Grunde til de menneskelige
Handlinger: Vor egen sande Lyksalighed,
med den almindelige Fuldkommenhed.
