273
Fornuft behøvede at opvækkes igien. De Evan¬
geliske Forsættelser derimod vare Hemmeligheder,
som Fornuften ikke kiendte uden en Aabenbaring.
Men hvor forskiellige disse Lærdomme end ere i
Henseende til deres Grunde, er det dog saa langt
fra, at de modsige eller ophæve hinanden, at de
tvertimod staae i den allernøieste Forbindelse, og
Jesu egne Taler kunne allerbest lære os denne
Forbindelse.
J hans Forklaring af Loven lærer han os
fornemmelig disse to Hoved-Sandheder: At vore
Forbindelser strække sig videre end til de udvortes
Handlinger: og at de ere grundede paa høiere
Hensigter, end vore egne timelige Fordele
alene. Af det første flyder, at Loven udkræver
en Fuldkommenhed, som vores Natur i den nær¬
værende Tilstand er alt for fordærvet til at opnaae
ved sine egne Kræfter. Af det andet følger, at
alle menneskelige Motiver, uden Forsikring om
en høiere Medvirkning og et tilkommende Livs
Belønninger, skulde være utilstrækkelige, til at
bevæge os til en fuldkommen Dyd. Men hvor¬
fra skulde vi nu faae denne Forsikring om et høie¬
re Væsens Jndflydelse, som vil oprette igien,
hvad der ved vor egen Forseelse er bleven os umue¬
ligt at giøre ved egne Kræfter alene; og som i et
tilkommende Liv vil betale os overflødig alt, hvad
vi her kunde opofre, for at opfylde de høiere Plig¬
