274
ter? Fornuften kan, med al den naturlige Kund¬
skab om Gud, aldrig komme videre end til For¬
modninger; og saa længe den er overladt til sig
selv, maae den altid frygte for at misbruge Ska¬
berens Godhed, om den forlangte hans besynder¬
lige Medvirkning, for at oprette det, som den
selv har forspildt, og fordrede en evig Belønning
for saa kort et Livs ringe Tieneste. Jkke desmindre
bliver det vist, at Menneskene uden denne For¬
sikring ikke kunne giøre dem nogen visse Hensigter,
de have ingen Trøst i Lidelser, og ingen sikker
Grund til at øve nogen Dyd. Hvor fornødent
var det da ikke, at der kom en guddommelig Læ¬
rer til Verden, for at give os den? Endog det¬
te Livs Lyksalighed udkrævede det i en Tilstand,
da faa Pligter kunde udøves uden Opofrelser,
og da Mennesket, endog til de naturlige Plig¬
ters Opfyldelse, behøver ofte høiere Motiver, end
timelige Fordele.
Det fordærvede Menneske trængte derfor
meget til denne Forsikring; men ingen behøvede
den mere end Jesu egne Discipler, og det just paa
den Tid, da han holdt sin Afskeds-Tale til dem.
De havde store Pligter at opfylde; Pligter, som
udkrævede megen Opofrelse. Uden Forsikring
om en guddommelig Medvirkning og en tilkom¬
mende Belønning, skulde den menneskelige Na¬
tur i de største Helte have været for svag til baade
