271
men dersom det ikke saa var, havde jeg sagt
Eder det: Jeg gaaer bort at verede Eder
Sted.
Til at forvisse Mennesket om en salig Udøde¬
lighed, om en fuldkomnere Tilstand efter Livet,
og bevæge det til at opofre noget derfor, udkræ¬
ves mere end Kundskab om Mueligheden og Ri¬
meligheden af saadan en Tilstand. Den synlige
Verdens Betragtning er maaskee nok til at for¬
mode, at Gud ikke har skabt saa mange Væse¬
ner, for at giøre dem alle til Intet. For høie¬
re Aander ere vel og evige Boliger; men et dø¬
deligt Menneske, er det ikke alt for ringe og ufuld¬
komment et Kreatur, til at giøre sig saa store
Forhaabninger? Siele, der ere saa ureene, skul¬
de de torde nærme sig til den Gud, som boer i
Lyset, skulde de af dem selv kunde finde den Vei,
som fører til Liv og Udødelighed, skulde de af
deres egne Kræfter, og uden en besynderlig Med¬
virkning af Gud, være stærke nok til at opnaae
saa høit et Maal, og til at vandre paa saa snæ¬
ver en Vei, hvor de ved utallige Anstød fristes
til at vende tilbage? Disse Spørgsmaal ere nok til
at forvilde den største Fornuft; Det var dem,
som giorde de Hedenske Viise saa tvivlraadige, og
som bragte Socrates selv til at tilstaae sin Uviden¬
hed. Der behøvedes en guddommelig Lærer til
at opløse dem. Jesus siger os, at saadanne Væ¬
