288
Fordomme, Vaner og egennyttige Tilbøielig¬
heder engang have forblinder Menneskene, tiener
Fornuften kuns til at forblinde dem endnu mere;
Jo skarpere den er, des flere Spidsfindigheder
bruger den til at formørke de klareste Sandheder.
Den største Nar kan ikke optænke noget saa uri¬
meligt, at jo en Philosoph engang har foretaget
sig at bevise det. Er det da Under, om kloge
Folk i oplyste Tider finde det vanskeligt at aflegge
Fordomme, i hvilke de ere opdragne, og om de,
til Trods for deres egen Fornuft, tvivle om Ud¬
faldet af saadanne Foretagender, som ere dem
nye og fremmede? De sikreste Grunde, Sand¬
heder, som ere saa klare, at de ikke kunne næg¬
tes, uden at omstøde al menneskelig Vished,
ere i saadanne Tilfælde ikke nok. Man vil først
see Virkningerne deraf; Man raaber paa Erfa¬
ringer: men hvad, om det hele menneskelige
Kiøn til alle Tider havde tænkt saaledes? Vi
skulde da i ingen Ting endnu være kommen vide¬
re end til de første Forsøg. Disse maae enten
foretages efter Grunde, eller skee af en Slumpe¬
lykke. Ved saadan en Slumpelykke finder
man maaskee undertiden en nye Mine, eller en
nedgravet Skat; men det er ikke saaledes, at
man opdager nye Love og Statsforfatninger.
Endog de mindste Forsøg ere i disse Ting alt for
vigtige til at føle sig frem; Man maae ikke begyn¬
