294
til at have andre Uhæld at befrygte end dem, som
alle de menneskelige Ting ere underkastede. Syg¬
dom, Misvext og andre Landeplager kunne øde¬
legge Selveiere lige saavelsom Fæste-Bønder, og
giøre Virkningen af de beste Indretninger for en
Tid ukiendelig. For Hoben, som dømmer alene
efter Udfaldet, er en ulykkelig Hændelse nok, til
at forkaste de beste Grundregler; og det er derfor
en dobbelt Ulykke for et Land, naar saadanne Til¬
fælde treffe ind paa en Tid, da man er beskieftiget
med vigtige Forbedringer. Plagen selv er ikke
saa stort et Onde, som de falske Slutninger,
man uddrager af dens Følger. En Syg¬
dom eller anden hastig Ødeleggelse ophører igien,
og Naturen er i det, som bliver tilbage, frugt¬
bar nok, for at oprette snart det, som er tabt;
Men de Fordomme og Tvivl, som komme af Van¬
kundighed og fordærvede Vaner, udryddes ikke saa
hastig. Saa meget er i alle Ting det moralske
Onde værre end det naturlige, og Laster skade¬
ligere end Lidelser. Den naadige Gud, som
straffer Menneskene, for at forbedre dem, han
forbyde selv, at den Straf, med hvilken han
tugter os, ikke skulde have Følger, som vare
værre end Straffen selv! Han give, at den,
i stedet for at giøre os modløse og vaklende i
gode Forsætter, maatte opvække os til mere ret¬
skaffen Jver, og ikke have anden Virkning,
