290
øve disse Dyder, som vi beundre i de Gamle;
vi ere nær ved at troe, at de i vores Alder ikke
engang ere giørlige. Den Opofrelse af egne For¬
dele, den Nidkierhed for det Almindelige, som
vi beundre, naar vi enten see den forestilt paa
Skuepladsen, eller læse den i de gamle Bøger,
som ved mange Aarhundredes Hævd have for¬
hvervet dem saadan en Ret til vores Høiagtelse,
at vi i dem rose Alting, endog det, som vi ellers
ikke agte; den samme store Handling, siger jeg,
som vi beundre paa Skuepladsen og i den gamle
Historie, skulde, om vi undertiden saae et Glimt
deraf i Livet, ikke alene blive bespottet i vore
smukke Selskaber, men og holdt for urimelig
og overbreven baade af vore Sædelærere og Hi¬
storieskrivere. Fra de fordærvede Herremænd
og forfængelige Borgere af, fra dem, som in¬
gen høiere Grundregler kiende end Moden og
Smagen, og som agte Folk alene efter deres
Stammenavne, Titler og Klæder, fra disse,
som bestemme Tænkemaaden i den store Verden,
indtil den lærde Hob, som beundrer de Gamle
alene for deres Talemaader, er der ikke een,
som jo i Hiertet troer, at alle de gamle Helte
vare Narre og Enthusiaster, og at man nu om¬
stunder er alt for oplyst, Tænkemaaden for fiin,
og Sæderne for slebne til at tage saadanne Folk
til Mønstre. Den mindste Opofrelse af Egen¬
