359
det Hele er goot; Men er det og godt for os?
Vore Ufuldkommenheder og Lidelser komme os of¬
te til at tvivle derom; og naar vi ere allermest
fornøiede med vore Vilkaar, er dog den Uvished,
i hvilken vi svæve, for det Tilkommende, nok til
at forstyrre vor Glæde. Hvad skal da give os
denne Forsikring, uden hvilken alle vore høie Be¬
tragtninger om det Heles Fuldkommenhed ikke kun¬
ne trøste os? Det, som Fornuften begriber af Na¬
turens Beskuelse, bliver aldrig tilstrækkeligt der¬
til, og dog hvor rimeligt er det, at Gud har ikke
ladet os være ganske uden Vidnesbyrd om det,
som er os mere angelegent at vide, end alt andet,
hvortil vi ellers kunde bruge vore Sandser og vor
Fornuft. Men saa umueligt som det var, at
han i Naturen kunde udvikle for os alle Ledene
af den Kiede, som binder hele Skabningen til¬
sammen, lige saa umueligt var det og, at aaben¬
bare os fuldkommen den Harmonie, som der er
imellem det Hele og den liden Punkt, som vi
selv opfylde deri, og at forklare os de Love, efter
hvilke han veed at bestyre Millioner af Verdener,
uden at forglemme et eneste Menneske, dg i saa
svag en Skabning at vedligeholde den Sæd til
Udødelighed, som i Evigheden skal udspire.
Der, i det, som vi efter Æoner skulde være, og
ikke i det, som vi ere, maae Hensigterne søges
til det, som den uendelige Viisdom har besluttet
