341
lærer den os at dømme om Guds Huusholdning
i det Nærværende, ikke efter dette korte Livs Hen¬
sigter alene, men efter Maalet af vores høiere
Bestemmelse, ikke efter det Udvortes, Sandseli¬
ge og Forgiengelige, men efter det Jndvortes,
Aandelige og Evige. Dersom Gud ikke havde
aabenbaret os dette, hvortil nyttede da alle de
Kræfter, som han har givet os; og alt det,
som vi kunde vide om ham af Naturen? Blev
han, blev det Hele fuldkomnere derved, at vi
for nogle Øieblik saae et Glimt af disse Fuldkom¬
menheder, for igien evig at glemme dem? Vandt
vi noget ved et Syn, som er blandet med saa
mange ubehagelige Fornemmelser, naar vi ikke
kiendte det Gode i Skabningen, ikke følte, hvad
det var, at være til, uden for at grue for det Jn¬
tet, for den evige Død, som igien skulde opsluge
os? Jo større Kræfter Skaberen havde givet os,
jo bedre vi brugte dem, jo mere vi lærte at kiende
Skabningens Fuldkommenhed, og jo videre vi
selv bragte det i at leve, at tænke og virke, des
forskrækkeligere skulde det være os at tænke paa det
Øieblik, i hvilket alle disse Fornemmelser skulde
til evig Tid ophøre? Lad være, at Fornuften i
nogle Mennesker var stærk nok til rimeligviis at
formode en længere Vedvarenhed; mon saadan
en Formodning var nok til at tilfredsstille os, og
til at opofre noget for saa uvist et Haab? Med
