342
alle vore store Fortrin fremfor de synlige Skab¬
ninger, vare vi jo altid ringe og svage nok til at
befrygte, at vi maaskee med al vor Stræben kun¬
de blive et Offer for større Fuldkommenheder.
Uden Aabenbaringens Lys skal Mennesket
snart giøre sig for høie, og snart igien for ringe
Begreber om sig selv; en Sandhed, som stadfæ¬
stes ved alle philosophiske Secters Erfarenhed.
Skriften alene fører os paa den rette Middel¬
vei. Naar den forsikrer os om det allerstørste,
som en fornuftig Skabning kan haabe, om Guds
ømmeste Forsorg, om Naturens Medvirkning og
de høiere Aanders Tienstagtighed; lærer den os
tillige, at det er ikke for det vi ere, men for det
vi kunne blive: Vores Liv er en Plante=Skole
i Guds store Rige. Spæde Planter udkræve
mere Omhyggelighed og en nøiere Tilsyn end de
store Træer; de syge Planter endnu mere end de
friske. Deres nærværende Ringhed og Ufrugt¬
barhed afskrækker os ikke fra at have den Om¬
sorg for dem i Hensigt til den Frugt, som de i
Tiden skulde bære. En beqvemmere Lignelse
end denne kunde ikke opfindes, for at giøre os
Grunden til Guds nærværende Huusholdning
fattelig, og for at forbinde tilsammen de Begreber
af Ringhed og Høihed, som Skriften tillegger
Mennesket, og som Fornuften støder sig over,
endskiønt de dog ere de eneste fornuftige Grunde,
